PLan Platypus

 

PLan-kurserne er en del af Det Danske Spejderkorps’ ungdomsledelseskurser og finder sted hver efterårsferie. På kurserne bliver der sat fokus på spejdernes praktiske færdigheder, patruljeliv, ansvar, ledelse og personlig udvikling. Spejderne får typisk en ægte WOW-oplevelse, bliver udfordret både fysisk og mentalt og får en masse nye venner landet over. Her bliver sat spor for livet!

 

Bag kurserne står en række kursusteams. Som del af sådan et team er man med til at stå for planlægningen af aktiviteter, tilrettelæggelse af kursusugen og vejledning af kursisterne. Man opnår en stor personlig udvikling, bliver bedre til at tænke ud af boksen og får en del erfaring i projektstyring og -ledelse.

 

PLan Platypus har eksisteret siden 2010, primært som et ”PLan 3”-kursus, som er for de 15-16-årige. På PLan Platypus er der specielt fokus på anerkendende ledelse og personlig udvikling, som der dels bliver arbejdet meget med i teamet, dels bliver arbejdet med sammen med kursisterne. PLan Platypus er ikke kun for  spejdere fra Det Danske Spejderkorps, men også for spejdere fra andre korps.

 

Jeg har været med som del af teamet i 2010-2015 og fået en rygsæk fuld af fantastiske oplevelser og værktøjer til brug i mit daglige arbejde som spejderleder.

 

Du kan læse mere om PLan Platypus her og finde os på Facebook her.